Ungt par vækket af maskeret tæskehold med golfkølle


Arkivfoto


Mareridtet var ikke blot en drøm for et ungt par i Aalborg, da parret natten til torsdag blev vækket af to mænd, som pludselig tændte lyset i soveværelset og forlangte penge.

Gerningsmændene var maskerede – den ene med en skimaske – og gik amok på manden i sengen, oplyser Per Vagn Nielsen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Like localeyes.dk på Facebook

– I en lejlighed i Holbergsgade bliver døren sparket ind, og to maskerede mænd tænder lyset i soveværelset, hvor et ungt par ligger og sover. Mændene siger, at parret skylder dem penge, og at de skal have penge nu og her. Så tager de en golfkølle, som står ovre i en golfbag, og slår manden flere gange i hovedet og på kroppen, siger vagtchefen til Ritzau.

Det var kun den 27-årige mand, der blev slået, mens hans jævnaldrende kæreste måtte se på. Den unge mand kan takke sin dyne for, at han ikke blev hårdt kvæstet ved overfaldet.

– Manden dækker sig med dynen, og det tager noget af det, men han får en flænge over det ene øje, siger Per Vagn Nielsen.

Da gerningsmændene ikke kan få penge af parret, stikker de af, men når at tage to iPhones med fra stedet.

Det voldsomme hjemmeoverfald var dog muligvis en fejl, fortæller Per Vagn Nielsen.

– Det siger ikke de unge mennesker noget. De kender ikke mændene eller har mistanke om, hvem det kan være, så vi kan ikke udelukke, at gerningsmændene måske er kommet til den forkerte adresse, siger han.

Parret anmeldte episoden klokken 01.26, da mændene havde forladt lejligheden.

Begge gerningsmænd beskrives som 180 centimeter høje og almindelige af bygning. De talte begge dansk og var lyse i huden. Den ene var også lyshåret.

/ritzau/