Obama lover en langsigtet strategi mod Islamisk Stat


Arkivfoto


10 dage efter det første amerikanske luftangreb i Irak understreger USA’s præsident, Barack Obama, at amerikanerne har en “langsigtet strategi” for at bekæmpe den militante, islamistiske oprørsgruppe Islamisk Stat (IS).

– Vi vil fortsætte med at forfølge en langsigtet strategi for at vende strømmen mod IS ved at støtte den nye irakiske regering og arbejde med de vigtigste partnere i regionen, siger Obama.

Præsidenten bekræfter samtidig, at oprørerne ikke længere har kontrollen over Iraks største dæmning ved Mosul, som har været skueplads for hårde kampe den seneste tid.

Generobringen af dæmningen ser Obama som et tegn på godt samarbejde mellem irakiske og kurdiske tropper i området. Et samarbejde USA bakker op om.

– Irakiske og kurdiske styrker gik forrest på jorden og kæmpede med mod og beslutsomhed, og det beviser, at irakere og kurdere er i stand til at arbejde sammen og bekrige Islamisk Stat i fællesskab. Hvis de fortsætter med at gøre dette, vil de have massiv støtte fra USA, siger Obama.

Udtalelsen er det tydeligste tegn hidtil på, at den amerikanske indsats i det nordlige Irak langt fra er overstået. De amerikanske myndigheder bekræfter, at amerikanske fly og droner har udført 15 luftangreb i forbindelse med at støtte generobringen af dæmningen og svare på IS’ offensiv.

Obama advarer dog om, at “ulven står lige uden for døren” med henvisning til oprørernes offensiv mod Iraks hovedstad, Bagdad.

Udmeldingen fra Obama kommer umiddelbart efter, at IS nok engang har truet med at angribe amerikanere.

I en video kommer islamisterne med en drabelig erklæring om, at de vil “drukne amerikanerne i blod”.

/ritzau/AFP