Knap 600 udlændinge tog dagpenge med ud af Danmark


Arkivfoto


Flere borgere fra andre EU-lande melder sig ind i danske a-kasser og tager dagpengene med til udlandet, hvis de mister jobbet i Danmark, skriver Avisen.dk.

Næstefter danske statsborgere er det statsborgere fra Polen, Bulgarien, Litauen og Rumænien, som hyppigst benytter retten til at tage tre måneders dagpenge med til hjemlandet eller et andet europæisk land for at søge arbejde.

Det viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Men A-Kassernes Samvirke mener ikke, at man kan tale om misbrug.

– For det første er det personer, som har valgt at forsikre sig mod ledighed. For det andet er det simpelthen så få mennesker, det drejer sig om. Det er marginalt små tal, både i forhold til mængden af arbejdsløse og mængden af udenlandsk arbejdskraft, siger chefudviklingskonsulent Michael Rosenby til Avisen.dk.

I alt tog 1300 ledige medlemmer af danske a-kasser sidste år dagpenge med til udlandet – heraf var de 582 statsborgere fra andre EU-lande eller Norden.

87 var fra Polen, 79 fra Bulgarien, 70 fra Litauen og 62 fra Rumænien.

Fra 2009 til 2012 er antallet af østeuropæiske medlemmer af danske a-kasser vokset fra 8900 til 19.400 – og i dag er tallet endnu højere.

– Antallet af østeuropæere i Danmark stiger, og i de seneste år har vi også set, at mange af dem melder sig ind i danske a-kasser. Derfor er det oplagt, at en større andel tager pengene med til hjemlandet eller et andet sted i Europa for at søge job, siger arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz fra Københavns Universitet til Avisen.dk.

For at kunne få dagpenge, skal man have indbetalt til a-kassen i mindst et år eller kunne dokumentere, at man har indbetalt til en arbejdsløshedskasse i hjemlandet.

Hvis man i udlandet ikke får job i løbet af de tre måneder, skal man vende tilbage til Danmark for at beholde din dagpengeret.

/ritzau/