Dødsulykke: Ung bilist slynget ud af bilen og dræbt


Arkivfoto


En ung mand fra Dybvad blev natten til fredag dræbt i en trafikulykke i Thyborøn i den nordvestlige del af Jylland.

Den 25-årige mistede af ukendte årsager herredømmet over sin bil, da han kørte på Harboørevej med en 16-årig som passager. Den 16-årige er blevet fløjet på hospitalet i Aarhus, men har kun fået mindre skader.

– Vi fik anmeldelsen klokken 1.04. Den afdøde blev slynget ud af bilen, mens den tilskadekomne efter ulykken sad fastklemt. Da ambulancer og læger kom frem, blev det konstateret, at den 25-årige døde på stedet, fortæller Sune Espersen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Der var ingen andre personer involveret i ulykken, og der skal nu foretages tekniske undersøgelser på stedet for at fastslå, hvad der gik galt.

/ritzau/