Slipper for tiltale i skuddrab: 58-årig mand kan ånde lettet op


En 58-årig mand fra Aarhus kan ånde lettet op, efter at anklagemyndigheden har besluttet ikke at tiltale ham for drabet på 57-årige Allan Holmbo Sørensen.

Like localeyes.dk på Facebook

Senioranklager ved Statsadvokaten i Viborg, Lasse Svensson, fortæller, at tiltalen er droppet, fordi der ikke var udsigt til, at manden ville blive dømt.

– Efterforskningen har ført til et bevisgrundlag, som efter vores vurdering, ikke var stærkt nok til at rejse tiltale, siger han og fortsætter:

– Hvis man tog ham (den 58-årige, red.) i retten og præsenterede det bevisgrundlag, var der ikke nogen udsigt til, at han ville blive dømt for drab.

Det var en kammerat, som fandt Allan Holmbo Sørensen død 5. august 2013 i hans lejlighed. Offeret boede alene på Teglværksgade i Aarhus.

Den 58-årige mand, som er fra misbrugsmiljøet i Aarhus, var varetægtsfængslet i sagen i mere end tre måneder sidste år.

Men han blev løsladt i december, da anklagemyndigheden ikke mente, at beviserne var stærke nok til at holde ham fængslet for skuddrabet.

– Vi har vurderet, at vores fængslingsbetingelser ikke længere var opfyldt, men sigtelsen bliver opretholdt, sagde senioranklager Rikke Hyttel dengang til Ritzau.

Men sigtelsen førte altså ikke til en drabstiltale mod manden.

Peter Grove Munk, der er politikommissær ved Østjyllands Politi, fortæller, at drabssager aldrig lukkes, men der er ikke udsigt til, at politiet forsætter efterforskningen.

– Der er umiddelbart ikke noget, som gør, at vi har andre muligheder for at fortsætte efterforskningen.

– Vi venter på, at der kommer nye oplysninger i sagen. Der er ikke nogen af de oplysninger, vi har, som vi ikke har prøvet at vende, siger han.

Det er til gengæld yderst sjældent, at drabssager ikke bliver opklaret hos Østjyllands Politi.

– Det er ualmindeligt få. Vi snakker ikke ti på 50 år, siger politikommissæren.

/ritzau/