Tre unge piger lokkede i maj en jævnaldrende pige i baghold. Voldspigerne gav deres offer tæsk, og de filmede overfaldet på en smartphone. Årsagen var udveksling af ukvemsord på nettet.
Overfaldet fandt sted på en legeplads i Glostrup lørdag den 3. maj 2014. Offeret var blevet lokket til stedet, hvor hun blev overfaldet med slag og spark og blev revet i håret.
En af voldspigerne filmede overfaldet med sin smartphone.
Onsdag blev to af pigerne, der er 15 år, dømt for vold. Den tredje pige, der også deltog i overfaldet, er 14 år og kan ikke retsforfølges på grund af sin alder.
Det var den 14-årige, som lokkede offeret til at mødes med hende, så overfaldet kunne finde sted. Under overfaldet kom hun med tilråb.
I retten forklarede de to 15-årige som årsag til overfaldet, at ofret skulle have skrevet ukvemsord om dem på et socialt medie.
Glostrup Ret idømte dem 30 dages fængsel, som blev gjort betinget med to års prøvetid og tilsyn af sociale myndigheder, og konfiskerede smartphonen.
De accepterede dommen.