Nu er to mænd fængslet for knivoverfald på McDonalds


En dommer i Nykøbing Falster har torsdag fængslet den anden mistænkte mand i sagen om et voldsomt overfald med kniv ved en McDonalds-restaurant.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Politiet mener, at der var tale om et forsøg på manddrab, da en 22-årig midt i sidste uge blev stukket flere gange.

Onsdag blev en 23-årig mand anholdt og sigtet i sagen, og torsdag er han blevet fængslet til 26. august, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden, der blev anholdt på Falster, nægter sig skyldig i sigtelsen om forsøg på manddrab.

I forvejen er også en mand på 32 år fra Københavns-området frihedsberøvet i sagen.

Slagsmålet uden for fastfood-restauranten skete midt på dagen. Offeret blev snittet i ansigtet og andre steder.

Hvad motivet skulle være, har politiet ikke nogen sikker viden om.

Offeret har ikke ønsket at snakke udførligt med politiets efterforskere om slagsmålet.

/ritzau/