To tyskere i livsfare efter badeulykke ved Hvide Sande


En familieferie ved Hvide Sande er onsdag eftermiddag endt tragisk for en tysk familie, da to svogre i kritisk tilstand er fløjet til Skejby Sygehus i Aarhus.

Like localeyes.dk på Facebook

– En cirka 50-årig mand var ude at bade og bliver på et tidspunkt fundet livløs i vandet, fortæller Anders Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.

Det lykkes at få manden i land og give ham livreddende førstehjælp, indtil en helikopter når frem og flyver ham til Skejby Sygehus.

– Men hans tilstand er kritisk, siger vagtchefen.

Blandt de, der giver manden førstehjælp på stranden, er hans svoger, som er et par år ældre.

– Kort efter får han et ildebefindende, og hans tilstand er så kritisk, at han også bliver fløjet til Skejby Sygehus, fortæller Anders Olesen.

De to svogre var sammen med en halv snes andre familiemedlemmer taget fra Tyskland til Hvide Sande for at holde ferie. Politiet ved sidst på eftermiddagen endnu ikke, hvor i Tyskland familien kommer fra.

/ritzau/