Anklager: Meget peger på rockermorder i røverisag


Der er ingen rimelig tvivl, som taler for, at en 33-årig skal frifindes for et groft røveri mod Kongsted Sparekasse tilbage i 2012.

Like localeyes.dk på Facebook

Det mener anklager Anne Marie Fink fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Hun er tirsdag ved Retten i Næstved i gang med sin procedure i sagen, hvor tre mænd er tiltalt for at stå bag røveriet.

Den 33-årige er tidligere dømt for at have dræbt en Bandidos-rocker. De øvrige tiltalte er brødre på 26 og 27 år. Lillebroren er medlem af Hells Angels.

Anne Marie Fink henviser i sin procedure til de beviser, som er blevet fremlagt i sagen. Blandt andet, at den 33-årige KSK blev fundet i besiddelse af 1,6 millioner kroner, da han blev anholdt tre måneder efter røveriet.

– Det er min opfattelse, at de penge er en del af udbyttet fra sparekassen. Det bygger jeg blandt andet på seddelfordelingen og den valuta, som blev fundet, siger Anne Marie Fink.

Derudover passer KSK på signalementet af en af røverne, og ikke mindst er der dna-spor, som peger på ham.

I sagen er der fundet en sko i en afbrændt bil. Bilen blev brugt ved røveriet, og skoen er blevet sammenlignet med andre sko tilhørende KSK, og det har vist sig, at aftrykkene fra de forskellige sko kan stamme fra samme fod.

Anklageren henviser også til en video, der er fundet på KSK’s computer, der tydeligvis drejer sig om planlægning af bankrøverier.

Endelig lægger Anne Marie Fink vægt på, at KSK under sagen har klappet i som en østers og har nægtet at udtale sig.

– Vi har ikke fået en forklaring fra ham om de her ting. Det har han ret til, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke kan komme ham bevismæssigt til skade, siger Anne Marie Fink.

Beviserne mod brødreparret består hovedsageligt i telefonaflytninger, som ifølge Anne Marie Fink på flere måder peger på, at de deltog ved røveriet.

Blandt andet har brødrene i tiden efter røveriet brugt mange penge. Selv hævder brødrene, at de penge stammer fra anden kriminalitet.

Røveriet mod sparekassen var særdeles velplanlagt. Over knap halvanden time overmandede røverne de ansatte en efter en i takt med, at de mødte på arbejde.

Alle bankens bokse blev tømt. Blandt andet 90 kundebokse, og det samlede udbytte var ifølge anklagemyndigheden enormt. Værdierne er opgjort til 1,6 millioner kroner.

Der ventes dom i sagen 12. august.

/ritzau/