En 51-årig mand fra Helsingør er blevet indlagt på Rigshospitalets Traumecenter efter et sammenstød med en bilist søndag aften i Nordsjælland.
Ulykken fandt sted klokken 19.45 på Nordre Strandvej i Hellebæk.
– En bilist foretager et venstresving mod en parkeringsplads og overser en modkørende motorcyklist, som rammer bilens højre fordør, fortæller vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi.
Motorcyklisten bliver derefter fløjet med helikopter til Rigshospitalets traumeafdeling. Politiet er ikke klar over, om motorcyklistens skader er livstruende.
– Men han har alverdens brud på knogler, siger vagtchefen.
Bilisten, en 34-årig mand fra Helsingør, kom ikke noget til ved ulykken, oplyser Nordsjællands Politi.
/ritzau/