Den verdenskendte amerikanske rapstjerne Snoop Dogg fik søndag aften på højlydt vis gjort opmærksom på sig selv i Norge.
Her optrådte han først i Oslo, hvorefter han tog til Nesodden, der ligger syd for hovedstaden, hvor han var DJ ved et arrangement.
Ikke alle var dog lige glade for musikken, og klagerne begyndte at strømme ind. To politidistrikter oplyste på Twitter, at de modtog omkring 80 klager over for høj musik.
Politiet besluttede at stoppe den kendte amerikaners fest før tid, hvilket skete lidt efter klokken 3 natten til mandag.
Arrangementet var forinden blevet godkendt af kommunen, og politiet oplyser, at det ellers forløb fint.
Det er ikke første gang, at Snoop Dogg har tiltrukket sig de norske myndigheders opmærksomhed.
I 2012 blev han nægtet indrejse til Norge i to år, efter at han blev taget i tolden i lufthavnen Kjevik i Kristiansand i Norge.
På sig havde rapstjernen dengang otte gram marihuana og 227.000 kroner i kontanter.
/ritzau/NTB