FN-pigeskole bombet: Flere har mistet livet


Et israelsk angreb mod en FN-drevet pigeskole i den nordlige del af Gazastriben har kostet 20 personer livet natten til onsdag.

Skolen bliver brugt som tilflugtssted for de mange, der er drevet på flugt under konflikten.

LÆS OGSÅ: Dødstallet i Gaza overstiger 1200
Angrebet gik ud over en skole i Jabalia-flygtningelejren, oplyser talsmanden for den palæstinensiske redningstjeneste, Ashraf al-Qudra.

En FN-medarbejder bekræfter bombardementet, som angiveligt har ramt et badeværelse samt to klasseværelser på skolen. Ifølge medarbejderen er antallet af dræbte dog mellem 13 og 15.

Tidligere på natten blev en række palæstinensere dræbt under forskellige angreb. Blandt andet mistede en 11-årig handicappet pige livet.

I alt er dødstallet i Gazastriben onsdag morgen oppe på 1262 personer ifølge Ashraf al-Qudras optælling. Tusinder er blevet såret.

På den israelske side af konflikten har 53 soldater og tre civile mistet livet, siden Israels hær for mere end tre uger siden indledte sin offensiv i området.

Det er ifølge palæstinenserne langt fra første gang, Israel angriber en skole i Gaza. Tidligere er en FN-drevet skole blevet beskudt af israelske kampvogne, hvilket slog 15 personer ihjel. Andre gange skulle skoler være blevet bombet, uden at nogen dog var til stede.

Målet med den israelske militærmission, som blev iværksat 8. juli, er at nedkæmpe militante fra Hamas-bevægelsen og at ødelægge de militantes underjordiske tunneler, der fører fra Gaza ind i Israel.

Mange civile har dog mistet livet under konflikten, hvor udsigten til en våbenhvile er uklar.

/ritzau/AFP