Pelsdyravlere går efter hærværksmænd: Udlover dusør på 20.000 kroner

Esbjerg og Omegns Pelsdyravlerforening udlover nu en dusør på 20.000 kr. for oplysninger, der kan føre til pågribelse af de hærværksmænd, der har været på spil flere gange imellem Varde og Ølgod.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Lokalpolitiet i Varde, der efterforsker anmeldelserne, har mistanke om, at der har været tale om de samme gerningsmænd til en række tilfælde af hærværk.

Onsdag den 18. juni i år mellem klokken 12 og 20 er der på en for længst nedlagt minkfarm på Forsomho Kirkevej ved Ølgod skrevet : "Fucking minkfarm. Vi kommer efter jer. Igen" og "Fuck Jer. Dyremishandlere". Fra en bygning, der tilhører den nedlagte farm, er der samtidig fjernet noget inventar som kl. 19.51 blev brændt af i et bål tæt ved Ølgod Skole.

Mellem tirsdag den 1. juli kl. 12.00 og onsdag den 9. juli 2014 kl. 19.00 er der lavet graffiti på en mur og flere genstande ved forsamlingshuset på Tarpvej 1, Strellev ved Ølgod.

På muren er der skrevet: "We where here", og på et træbord er der skrevet et symbol der godt kan ligne det symbol, der senere blev skrevet på minkfarmene. På taget af et legehus er der skrevet: "Fuck jer".

Natten til den 12. juli bliver en farm på Kærgårdvej ved Strellev så udsat for hærværk, hvor cirka 1000 mink lukkes ud af deres bure, og hegnet omkring farmen ødelægges, så dyrene kan løbe ud i naturen. På hegnet er der skrevet: "Stop lidelsen" "Pels er ikke til mennesker" og lavet et symbol med en cirkel med et A, hvor der er skrevet et R og et F indeni.

Natten til den 22. juli gik det så ud over minkene på en farm på Dejgårdvej ved Horne, 6800 Varde. Her blev cirka 4000 mink lukket ud og hegnet igen ødelagt. På hegnet blev der spraymalet et symbol med en cirkel med et A, hvor der er skrevet et R og et F indeni.

Lederen af lokalpolitiet i Varde, Torben Kloster, siger, at graffitien ser ud til at være malet med samme type spraymaling, og skriften ligner også fra gang til gang.

Politiet håber også på, at den udlovede dusør på 20.000 kr. kan få nye oplysninger frem, som kan hjælpe med opklaringen og dermed forhindre, at flere dyr udsættes for at blive sluppet ud i en natur, hvor de er hjælpeløse og med stor sandsynlig enten går til eller er ødelæggende for de hjemmehørende arter i området.

Hvis man har oplysninger, der kan hjælpe i sagen, skal henvendelse rettes til lokalpolitiet i Varde på tlf. 114.

Dusøren vil blive udbetalt af pelsdyravlerforeningen efter aftale med politiet.