Naser Khaders datter overfaldet på Amager


To piger fra en institution på Amager har i weekenden overfaldet Naser Khaders datter på 14 år.

Like localeyes.dk på Facebook

Hun blev både slået og sparket nær en legeplads ved Ørestad Gymnasium, skriver BT mandag.

– Det er forfærdeligt. Som jeg har fået det beskrevet, vil jeg betegne det som tortur, siger Naser Khader til avisen.

Overfaldet er angiveligt kulminationen på længere tids chikane både på gaden og på internettet fra de to pigers side. Det fandt sted natten til lørdag.

Datteren, hendes mor og Naser Khader står frem i offentligheden for at få en diskussion om håndteringen af vanskelige unge under den kriminelle lavalder.

Begge piger på 14 år er anbragt på institutionen MultifunC, men her må man ikke låse de unge inde, forklarer lederen til BT.

– Vi må hverken låse dem inde eller tage fat i dem, når de stikker af, siger Claus Toftekær.

Naser Khader fortæller, at de to piger truede hans datter med, at de ville komme efter hende, hvis hun gik til politiet.

Konsekvensen er, at datteren nu er meget bange.

Naser Khader undrer sig over paradokset: Samfundet bruger enorme beløb på at huse de voldelige og kriminelle unge, men kan alligevel ikke beskytte borgerne mod dem.

I dag er Khader ansat ved tænketanken The Hudson Institute i Washington og er en meget brugt kommentator i medierne.

Under sin politiske karriere brød han med De Radikale for at skabe Ny Alliance, men han sad senest i Folketinget som konservativ.

/ritzau/