Københavns Politi efterlyser en gruppe piger, der overværede et knivstikkeri ved Nytorv i det indre København natten til søndag.
– Pigerne ser overfaldet, men går, fordi de synes det er ubehageligt. Men vi vil meget gerne tale med dem, fordi de måske kan fortælle os, hvad det var, der skete, siger den centrale efterforskningsleder Peter Steffensen, Københavns Politi.
To unge mænd, der begge er 18 år, blev stukket flere gange. De er blevet opereret og er uden for livsfare.
De to blev overfaldet en gruppe på fem personer. Angrebet fandt tilsyneladende sted, efter at de for sjov havde råbt noget til pigegruppen, der gik forbi i det samme.
Det endte med, at en person stak de to 18-årige flere gange med en kniv.
Politiet har endnu ikke kunnet afhøre de to ofre om, hvad det var, der udløste knivstikkeriet.
En 15-årig dreng er søndag blevet anholdt og fremstillet for en dommer, der varetægtsfængslede ham i 11 dage for knivstikkeriet. En 14-årig dreng er tilbageholdt og på grund af sin unge alder overdraget til de sociale myndigheder.
Politiet leder efter en tredje person, som var til stede på Nytorv under overfaldet, der skete omkring klokken 3 natten til søndag. Ham er der kun et meget spinkelt signalement af.
– Vi ved kun, at der er tale om en mand i en rød trøje. Vi ved, at han var til stede, men vi kender ikke hans rolle. Også derfor vil vi meget gerne tale med pigerne, siger Peter Steffensen.
Efter knivstikkeriet fik ofrene tilkaldt politi og ambulance fra en nærliggende 7-Eleven kiosk, mens gerningsmanden og fire kammerater stak af ad sidegaderne. Men to af dem blev fundet kort tid efter.
/ritzau/