Der er stadig lang vej til ligestilling i behandlingen af psykisk syge i forhold til fysisk syge. Det viser nye tal fra foreningen Bedre Psykiatri.
Efter at psykiatrien i mange år har været udsat for en stedmoderlig behandling, der haltede efter bevillingerne til fysisk sygdom, besluttede et bredt flertal i Folketinget i juni at give psykiatrien et markant økonomisk løft.
Det skete i form af 2,2 milliarder kroner ekstra frem til 2018. Pengene skal blandt andet gå til at forbedre kvaliteten af behandlingen og de fysiske rammer, nedbringe ventelisterne og ansætte mere personale.
– Men selvom det retter op på det akutte efterslæb på det psykiatriske område, så kræver det et fortsat løft, hvis patienterne skal have samme muligheder for behandling som fysisk syge, siger Thorstein Theilgaard, generalsekretær i foreningen Bedre Psykiatri, talerør for pårørende til psykisk syge.
Ifølge foreningen indhentes der med de 2,2 milliarder kroner fremadrettet kun 36 procent af det efterslæb, som psykiatrien har oparbejdet i forhold til fysisk sygdom i de seneste år.
– 2020-planer er populære og skulle det psykiatriske område ligestilles til den tid, må vi konstatere, at vi rundt regnet kun er nået en tredjedel i mål i forhold til økonomisk ligestilling.
– Så vi er slet ikke i mål. Politikerne skal være mere ambitiøse, hvis de vil sikre, at patienter i psykiatrien får den behandling, de fortjener, siger Thorstein Theilgaard.
Danske Regioner har tidligere beregnet, at for hver krone, der siden 2000 er bevilget til fysisk syge er der kun afsat 33 øre til psykiatrien.
Formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg, Charlotte Fischer (R), forstår godt, utålmodigheden hos patienter, pårørende og personale.
– Der er tale om et stort efterslæb bygget op over mange år, og som ikke tages i et hug. Så selvom vi nu har taget et vigtigt skridt, skal der også ske noget de kommende år for at rette op på ubalancen, siger hun.
/ritzau/