En gruppe væbnede mænd fra Taliban angreb torsdag morgen den internationale lufthavn i Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor også 35 danske soldater gør tjeneste.
Angrebet begyndte ved 4.30-tiden, og først mere end fire timer senere var situationen igen under kontrol. Ingen danskere kom dog noget til under angrebet, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK) på sin hjemmeside.
– De er alle i sikkerhed og har det efter omstændighederne godt.
– Oprørerne har beskudt lufthavnsområdet med håndvåbenild og raketter. I forbindelse med angrebet blev alt personel alarmeret og fulgte derefter de indøvede procedurer, skriver HOK.
Afghanistans indenrigsministerium siger, at oprørere bevæbnet med automatvåben og raketter åbnede ild efter at have indtaget en bygning, som er ved at blive opført ved lufthavnen.
Det lykkedes dog afghanske sikkerhedsstyrker at bekæmpe talibanerne, der nu alle er blevet dræbt, lyder det fra myndighederne.
Lufthavnen er nabo til en stor Nato-ledet militærbase.
Under angrebet blev militærhelikoptere fra de amerikansk-ledede Nato-styrker og det afghanske militær sendt i luften og kunne ses over det område, hvor de bevæbnede mænd befandt sig.
Militante har før udset sig den stærkt bevogtede lufthavn som angrebsmål.
Senest 4. juli, USA’s uafhængighedsdag, da Taliban-medlemmer udstyret med raketter sprængte præsident Hamid Karzais helikopter i stykker. Tre andre helikoptere blev beskadiget under aktionen.
Angrebet kom dagen efter, at en selvmordsbomber fra Taliban dræbte otte militærfolk på en bus.
Torsdagens angreb kommer to dage efter, at mindst 42 personer blev dræbt af en selvmordsbomber på et marked i provinsen Paktika.
/ritzau/