Motorcyklist alvorligt kvæstet i trafikuheld nær Viborg


Føreren af en motorcykel er søndag kommet alvorligt til skade i et trafikuheld syd for Viborg.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Vedkommende kører ind i siden på en bil og er kommet alvorligt til skade. Mere ved jeg ikke endnu. Vi er lige ankommet til stedet, siger vagtchef Ole Vanghøj ved 12.30-tiden.

Uheldet skete på Aalborgvej nær Haugevej syd for Viborg. En lægehelikopter er på stedet.

Motorcyklisten var iført hjelm, da vedkommende kolliderede med bilen, fortæller vagtchefen, der endnu ikke har yderligere oplysninger om uheldet.

Landevejen er delvist afspærret, men trafikken kan efter sigende afvikles.

– Men der vil være delvist afspærret derude i et godt stykke tid, siger Ole Vanghøj.

En bilinspektør er tilkaldt.

/ritzau/