Stik imod målsætning og retningslinjer får fire ud af fem stofmisbrugere behandling med metadon, skriver Politiken onsdag. I nogle kommuner er der langt til gode forklaringer, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.
– De bliver vrede på os. Trusler, også på livet, er ikke sjældne, siger overlæge Inge Birkemose, som til daglig arbejder med behandling af stofmisbrugere i Odense, til Politiken.
Metadon er uhyre giftigt, og stoffet var en medvirkende faktor i 60 procent af de 166 narkorelaterede dødsfald i Danmark i 2013 ifølge tal fra Rigspolitiet.
Derfor fastslog Sundhedsstyrelsen i 2008 over for kommunerne, at et mindre giftigt blandingspræparat med buprenorphin skal være “førstevalgspræparat” i behandlingen.
Regeringens målsætning er, at halvdelen af landets omkring 7600 stofmisbrugere i behandling ved årets udgang får buprenorphin og ikke metadon.
Sidste år var andelen 19 procent, og det er ikke tilfredsstillende, lyder det fra Sundhedsstyrelsen i avisen.
– Der er absolut kommuner, som ikke bruger buprenorphin i tilstrækkelig høj grad. Vi kan ikke kigge på tallene og sige, at det så er en dårlig kommune, for der kan sagtens være en god forklaring.
– Men der vil givetvis være steder, hvor man skal lede længe efter gode forklaringer, siger Anya Manghezi, sektionsleder i Sundhedsstyrelsens afdeling for tilsyn og patientsikkerhed.
Københavns Kommune trækker ned i statistikken med kun omkring 10 procent i behandling med buprenorphin, og her erkender socialoverlæge Helle Petersen efterslæbet.
– Alle klokker ringer på, at der skal gøres en kraftig indsats her. Det giver rigtig god mening at behandle med et sikkert stof, der ikke kan give en dødelige forgiftning, hvilket er den overordnede fidus ved præparatet, siger Helle Petersen til Politiken.
/ritzau/