Vidner søges til voldtægt af 14-årig pige


En 14-årig pige fra Esbjerg har anmeldt, at hun natten til lørdag den 5. juli er blevet voldtaget.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Pigen fortæller, at hun mellem klokken 01.30 og 02.30 kom gående op til krydset Nørregade/Torvegade. Det ligger i centrum tæt ved banegården i Esbjerg. Her så hun to mænd, der stod og talte sammen.

Den ene forlod stedet, mens den anden spurgte pigen om vej til Fanøfærgen. Derefter trak han hende ind i Esehaven bag Esbjerg Museum, hvor hun blev voldtaget.

Gerningsmanden beskrives som:

· Dansk, muligvis med københavnsk dialekt

· 20-25 år

· 185-195 cm høj og spinkel eller slank af bygning

· Lyst/leverpostejfarvet hår – helt kort klippet i siderne, længere strittende hår på toppen

· Iført kasket, rød bluse, brun eller grøn jakke, hvide bukser

Den mand, som gerningsmanden havde talt med, beskrives som

· 25-30 år

· 180- 185 cm høj og almindelig af bygning

· Kort mørkt hår

Ham vil Syd- og Sønderjyllands Politi også gerne tale med.

Pigen mener også at have set fire personer, som gik på Torvegade, da gerningsmanden trak hende ind i Esehaven.

Alle, der har set eller hørt noget i området omkring det pågældende tidspunkt, bedes kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114.