Rocker slår 15-årig ned med hammer


Klokken 00.20 i nat, 8. juli 2014, indgik der til Nordjyllands Politi anmeldelse om et voldeligt overfald, idet en 15-årig dreng på Fåborgvej i Aalborg Øst var blevet overfaldet af 2 personer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Drengen skulle være blevet slået i hovedet og på kroppen med en hammer. Han pådrog sig ved overfaldet følgende skader: kraniebrud, flere blå mærker og rifter – men han er uden for livsfare, og han har det efter omstændighederne godt.

Den 15-årig dreng opholdt sig sammen med nogle kammerater i nærheden af et værksted på Fåborgvej i Aalborg Øst, da to personer kom løbende hen mod dem. Dét fik drengene til at løbe fra stedet, men den 15-årige blev altså indhentet af de 2 mænd, der herefter slog drengen med en hammer.

En mand anholdt
Ifølge politiets foreløbige oplysninger skulle de 2 overfaldsmænd angiveligt have tilknytning til rockerklubben Hells Angels.

Klokken 02.40 anholdt Nordjyllands Politi en 41-årig HA-rocker på en adresse i nærheden af overfaldsstedet.

Anholdelsen skete på baggrund af den foreløbige efterforskning, og manden er sigtet for såkaldt kvalificeret vold efter straffelovens § 245, oplyser politikommissær Lars Nørskov Jørgensen.

Ikke bandeopgør
Politikommissæren oplyser videre, at Nordjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke har taget stilling til, om den 41-årige mand skal fremstilles i et grundlovsforhør.

”Vi kan ikke lige nu sige noget om, hvad motivet er, men vores efterforskning har vist, at der ikke er tale om et bandeopgør,” siger Lars Nørskov Jørgensen.