20-årig overlever at blive ramt af et lyn


En 20-årig mand, der fredag blev livsfarligt kvæstet ved et lynnedslag på en stor musikfestival i Sverige, er nu i bedring, siger de svenske myndigheder lørdag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Flere personer blev bragt til et sygehus, efter at et lyn slog ned på en teltplads ved Bråvallafestivalen i Norrköping. Den 20-åriga mand fra Stockholm fik livsfarlige skader og måtte overføres til universitetssygehuset i Linköping.

– Hans tilstand er lørdag alvorlig, men stabil, oplyser myndighederne i Östergötland.

En 21-årig kvinde, der fik alvorlige forbrændinger, er i stabil tilstand, men er fortsat indlagt.

– Flere personer blev indlagt. Det lød som en eksplosion. Man så kun lyset, og derefter de sårede, der lå ned, siger en festivaldeltager, den 18-årige Sixten Augustsson fra Stockholm, til TT.

Han siger, at lynet slog ned nær en mand, og at det røg fra ham. Flere andre sårede lå på jorden i nærheden, men de rørte på sig.

– Det røg fra dem alle sammen, så folk skyndet sig at hælde vand ud over dem, siger Sixten Augustsson.

Han og andre øjenvidner siger, at redningsmandskab hurtigt nåede frem og foretog et genoplivningsforsøg på den sårede mand på stedet.

Myndighederne i Östergötland oplyser, at i alt seks personer blev ført til Vrinnevi sygehus i Norrköping.

– En gruppe af unge er dybt chokeret over ulykken, og de får nu støtte på stedet fra de kommunale myndigheders socialtjeneste, siger Anna Wigmo, som er med til at hjælp de unge.

– De græder, ryster, fryser og hører ikke rigtigt, hvad man siger til dem. De har svært ved at fokusere, siger hun.

Flere af dem sad tæt på lynnedslaget, mens andre er blevet rystet over den kraftige lugt og frygter for den hårdt såredes liv.

Festivalen, der i år har 55.000 deltagere, blev afbrudt nogle timer efter ulykken og derefter genoptaget.

For to år siden blev 17 mennesker bragt til observation på et hospital, efter de kom til skade ved et lynnedslag på den svenske musikfestival Peace & Love, der er en af Sveriges største festivaler og finder sted i Borlänge i Dalarna.

/ritzau/TT