Skyderi og påsatte brande i Vollsmose


Natten til mandag var præget af uro i bydelen Vollsmose i Odense. Fyns Politi undersøger mandag tre sager fra området, blandt andet skud mod en bil, oplyser vicepolitikommissær Carsten Mogensen til Ritzau.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Derudover har der været tale om brandstiftelse i en kælder, og der er en bil, der er blevet brændt af, siger Carsten Mogensen fra Fyns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet.

Politiet er mandag formiddag endnu i den tidlige fase af efterforskningen af de tre episoder, som indtraf mellem midnat og klokken fem.

– Vi arbejder på, om de tre ting eventuelt har noget med hinanden at gøre, og om de kan kædes sammen, siger Carsten Mogensen.

Han kan endnu ikke oplyse, om der med sikkerhed er blevet skudt i området, men umiddelbart mener politiet, at den skulle være god nok.

/ritzau/