34-årig ville dræbe netkærestes eks med gift


En 34-årig østjyde har under afhøring hos politiet forklaret, at giftstoffet abrin var bestilt for at slå en bestemt person ihjel i Ukraine. Der var tale om en ukendt ekskæreste til en kvinde, som den 34-årige havde mødt over internettet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Detaljerne kom frem i anklager Jacob Balsgaard Nielsens fremlæggelse af en opsigtvækkende sag torsdag ved Retten i Randers, hvor den 34-årige østjyde er tiltalt for forsøg på giftmord på den ukendte mand.

Den 34-årige var ifølge sin egen forklaring gengivet i politiets afhøringsrapporter forelsket i en kvinde, som han havde mødt over internettet på siden Anastacia.com. Derfor havde han forsøgt at finde frem til hendes ekskæreste, så han kunne slå ham ihjel.

Den 34-årige og kvinden har ifølge politiet sendt mere end 400 breve til hinanden, som nu er en del af beviserne i sagen.

Den 34-årige har dog forklaret til politiet, at han senere mødte en ny kvinde over internettet, og derfor droppede planerne om slå ekskæresten til den første kvinde ihjel.

Forsvaret mener, at den 34-årige er uskyldig, fordi han frivilligt valgte ikke at fuldføre handlingen. Den holdning deler anklageren ikke.

– Vi vil bevise, at tiltalte har gjort tilstrækkelige handlinger, så han kan straffes for forsøg. Han har haft forsæt til at slå vedkommende ihjel, og det var tilfældige udefrakommende hindringer, der gjorde, at det ikke blev gennemført, sagde Jacob Balsgaard Nielsen.

Ved hjælp af det lyssky Tor-netværk bestilte den 34-årige ifølge anklagemyndigheden giftstoffet abrin over to omgange på internettet i december sidste år.

Samlet er han anklaget for at opbevare fire milliliter abrin på sin bopæl i Ryomgaard på Djursland fra starten af januar og frem til anholdelsen.

Anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at den tiltalte hyrede en privatdetektiv til at finde identiteten på ekskæresten i Ukraine.

Samtidig forsøgte den 34-årige mand ifølge politiet også at hyre en lejemorder, der dog angiveligt aldrig sagde ja til bestillingen.

Målet for den 34-årige var ifølge anklagen at dræbe en ukendt person, som det ikke lykkedes at finde identiteten på, før den 34-årige blev anholdt.

Stoffet er blevet undersøgt på Center for Bioforskning og Beredskab, der vurderer, at den fundne mængde abrin kan slå mellem to og 20 mennesker ihjel, og det er et meget sjældent giftstof.

Der forventes dom i sagen senere i juni.

/ritzau/