De seneste dages pæne vejr ser ud til at fortsætte i begyndelsen af den nye uge.
Men det er med at nyde solen, mens den er fremme. I løbet af ugen slår vejret nemlig om, og når kalenderen igen viser weekend, må de lange bukser ud af skabet igen, regntøjet findes frem, og det gælder om at holde godt fast i hatten.
– Vejrmæssigt ser tirsdag og onsdag pæne ud med pænt med sol og relativt godt med varme, siger Lars Henriksen, vagthavende hos DMI.
Prognoserne peger på temperaturer mellem 18 og 23 grader, mens der lokalt kan blive op imod 25 grader visse steder i Jylland onsdag. Også regnen synes at holde sig væk tirsdag og onsdag.
– Torsdag går det ned ad bakke, og fredag og weekenden bliver noget blæsende med ustadigt vejr og med mange byger og faldende temperaturer ned til mellem 15 og 18 grader, siger Lars Henriksen.
Ved vestvendte kyster kan det gå hen at blive koldere endnu, mens også vinden kan være mere barsk vestpå. Om natten dykker temperaturen ned til mellem 10 og 13 grader.
– Så man skal nyde det de næste dage, konstaterer Lars Henriksen.
Mandag kan blive en våd en af slagsen, hvis man befinder sig i Midt- og Sydjylland. Her er der varslet risiko for skybrud og torden, der kan ramme i løbet af eftermiddagen.
– Flere prognoser antyder, at bygerne vil udvikle sig ret kraftigt – måske med skybrud og torden til følge, lyder det fra Lars Henriksen.
Lokalt vil der kunne falde mellem 10 og 15 millimeter regn på en halv time, og der kan komme vindstød på mere end 15 meter i sekundet.
/ritzau/