Flere anklager om Fifa-korruption mod Qatar


Presset på fodboldforbundet Fifa – og på Qatar, som skal være vært for VM-slutrunden i 2022 – stiger og stiger.

Den engelske avis The Sunday Times skrev for en uge siden, at den havde e-mails, dokumenter og bankudskrifter, som viste, at et tidligere højtstående Fifa-medlem og formand for Asiens fodboldforbund, Mohamed Bin Hammam, havde betalt 27 millioner kroner fra forskellige fonde for at sikre Qatars sejr.

Søndag skriver avisen flere historier baseret på samme informationer. Historierne kommer dagen før, at Fifa afslutter sin interne undersøgelse af, hvad der er foregået i forhold til VM-værtsskaberne i 2018 og 2022, som blev vundet af henholdsvis Rusland og Qatar.

Blandt andet skriver avisen, at Mohamed Bin Hammam havde besøgt Ruslands daværende præsident Vladimir Putin kun en måned før afstemningen. De to skulle tale om, hvordan man kunne bruge sporten i andre henseender.

Avisen skriver også, at Mohamed Bin Hammam medvirkede til en stor gasaftale mellem Thailand og Qatar, hvor også præsidenten for Thailands fodboldforbund, Worawi Makudi, deltog.

Overfor avisen afviser Worawi Makudi, at gasaftalen kom i stand i bytte for en støtte til Qatar. Worawi Makudi afviser også, at han skulle have modtaget penge i forbindelse med aftalen.

Mohamed Bin Hammam var tidligere en del af Fifas eksekutivkomité, men han trak sig i 2012. Kort efter gav Fifas etiske komité ham livstidskarantæne fra at arbejde administrativt med fodbold.

Fifa holder årskongres fra den 9. til den 12. juni i forbindelse med VM-slutrunden i Brasilien.

/ritzau/