En ældre kvinde har fredag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke i Ikast.
Kvinden trådte ud på kørebanen på Rømersvej og blev ramt af en bus, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
– Det er vores umiddelbare vurdering, at buschaufføren ikke havde mulighed for at undgå påkørslen, siger vagtchef Sune Espersen.
Han lægger vægt på, at det er en foreløbig vurdering. Bilinspektøren skal nærmere undersøge, hvad der skete.
Politiet fik meldingen om ulykken kort før klokken 14.
Umiddelbart kunne politiet ikke identificere kvinden, der var død på stedet, og udsendte et signalement til lokale medier.
Senere lykkedes det dog. Kvinden var 80 år.
/ritzau/