Dykker forsvundet i Furesø i Nordsjælland – eftersøgning opgivet


Politi og brandvæsen har lørdag været i gang med en større eftersøgning af en dykker, der er forsvundet i Furesø i Nordsjælland.

– Vi får en alarm klokken 13.08 fra Furesøbad om, at tre personer har problemer omkring 500 meter fra land, siger vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

– De to ligger i overfladen, mens den tredje er på vej mod land og råber på hjælp, fortsætter han.

Det viser sig, at de tre er dykkere, og det lykkedes forholdsvis hurtigt at redde to af dem om bord i en båd.

– Men den sidste er forsvundet, og vi har sat gang i en eftersøgning, siger Dan Houtved.

Furesø Brand og Redning, dykkere fra Københavns Brandvæsens pionertjeneste samt en redningshelikopter deltager i eftersøgningen.

– Desuden er dykkere fra Rudersdal-Hørsholms Brandvæsen på vej, fortæller vagtchefen, der ikke ved, hvad der er gået galt for dykkerne.

Furesø er ifølge Naturstyrelsen med en dybde på 37,7 meter Danmarks dybeste sø og i øvrigt den største sø i Mølleåsystemet.

Klokken 15:30 indstillede redningstjenesten eftersøgningen uden at den forsvundne dykker var fundet.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq