70-årig dykker omkommer ved Anholt


En 70-årig dykker er fredag omkommet efter arbejde med at frigøre et fiskenet fra et vrag nær Anholt i Kattegat. Manden blev fløjet til Rigshospitalet i København, men erklæret død ved ankomsten, oplyser Østjyllands Politi.

Like localeyes.dk på Facebook

Søværnets Operative Kommando modtog kvart over ni fredag morgen en melding om, at en dykker var forulykket i havet ved Anholt.

– Der blev sendt en redningshelikopter til stedet, og man bjærgede en 70-årig mand, som var livløs i overfladen. Der blev ydet førstehjælp, men kort efter ankomsten til Rigshospitalet klokken 10.17 konstaterede man, at døden var indtrådt, oplyser Vagn Martinussen i en pressemeddelelse.

To dykkere var i gang med at frigøre et fiskenet, som havde sat sig fast i et vrag på havbunden.

Dykkerne havde både arbejdet på frigørelsen torsdag og fredag, og de nærmere omstændigheder undersøges nu.

Politiet skal blandt andet via tekniske undersøgelser og afhøring af dykkerkollegaen og bådens besætning finde frem til, hvordan ulykken indtraf.

Den omkomne dykker er en 70-årig mand fra Hundested-området. De nærmeste pårørende er underrettet.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq