Gerningsmanden til drabsforsøget blev anholdt nær Center Sandholm den 29 september 2015.
I sagen om den 25-årige statsløse palæstinenser, der i september angiveligt forsøgte at dræbe en betjent ved Center Sandholm, var der forud sket en misforståelse mellem Politiets Efterretningstjeneste, PET, og to asylcentre.
Det fremgår af et skriftligt svar, som justitsminister Søren Pind (V) har sendt til Folketinget.
Det betyder, at Udrejsecenter Sjælsmark, hvor den 25-årige asylansøger boede, da han overfaldt en betjent med en kniv midt om natten, aldrig fik besked om, at den 25-årige mand kunne være farlig.
Det skriver DR Nyheder.
Både PET og Asylcenter Holmegaard, hvor den 25-årige mand boede i sommeren 2015, havde ellers oplysninger om, at den nu sigtede 25-årige muligvis kunne være radikaliseret, sympatisere med terrororganisationen Islamisk Stat og være psykisk ustabil, samt at han skulle have angrebet en svensk minister. Men disse oplysninger nåede aldrig Udrejsecenter Sjælsmark, hvor den 25-årige blev flyttet til i juli 2015, skriver DR Nyheder.
– PET er blevet opmærksomme på, at der har været en misforståelse i kommunikationen mellem PET og Asylcenter Holmegaard. Asylcenteret har således ikke opfattet sidstnævnte telefonsamtale sådan, at det skulle være aftalt, at Asylcenter Holmegaard skulle underrette Udrejse Sjælsmark om de særlige forhold omkring den nu mistænkte, skriver PET i justitsministerens svar til Folketinget.
Betjenten, der blev stukket ned, var en overgang i livsfare efter overfaldet. Den 25-årige mand nægter sig skyldig i drabsforsøg.
PET vil nu – på baggrund af sagen – revidere tjenestens sagsgange i forbindelse med indberetninger om radikalisering.
Center Sandholm, hvor betjenten blev overfaldet, ligger to kilometer fra Udrejsecenter Sjælsmark.