To stukket ned: Politiet finder våben i Ørstedsparken i København


Ørstedsparken natten til lørdag.


Politiet har fundet våben i Ørstedsparken i København, der nogle timer natten til lørdag var afspærret efter et knivstikkeri i parken.

Like localeyes.dk på Facebook

Det siger den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen, Københavns Politi, til Ritzau.

– Vi har fundet forskellige slagvåben og knive, og vi undersøger nu, om det har noget at gøre med episoden fredag aften, siger Kenneth Jensen.

To drenge på kun 15 år blev stukket ned. De er ikke i livsfare, men politiet har endnu ikke fået talt med dem om knivstikkeriet, som politiet mener var et sammenstød mellem to grupperinger.

– Vi ved heller ikke, om de vil tale med os, siger Kenneth Jensen.

Knivstikkeriet fandt sted inde i Ørstedsparken. Der er ikke oplysninger om, hvor i parken knivstikkeriet nærmere bestemt fandt sted.

Politiet fik anmeldelsen kort efter klokken 22, og parken var afspærret frem til omkring klokken to på grund af politiets undersøgelser.

Der er ikke oplysninger om de to drenges tilknytning, og heller ikke om årsagen til sammenstødet mellem de to grupperinger.

/ritzau/