Politi om tre døde i lejlighed: Vi efterforsker som tredobbelt drab


Ligene fra lejligheden køres væk.


Politiet efterforsker sagen om tre personer, der onsdag blev fundet døde i en lejlighed på Frederiksberg, som drab.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

De tre dræbte er alle mænd på henholdsvis 19, 23 og 24 år, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet fik anmeldelsen onsdag eftermiddag, og fra klokken 15.00 til 23.30 har man i lejligheden på Christian Paulsens Vej og omkring gerningsstedet gennemført forhør, ligsyn og tekniske undersøgelser.

– Resultatet af dette gør, at politiet betragter sagen som et tredobbelt drab, som formodes at være sket i tiden mellem midnat og onsdag morgen klokken 04.00, lyder det i meddelelsen.

Politiet ønsker ikke at oplyse mere om sagen. Det er altså ikke klart, hvad relationerne mellem de tre mænd har været, eller hvem der står bag drabene. Det vides heller ikke, hvordan de skulle være blevet dræbt.

Ifølge Ekstra Bladets netavis har flere beboere i ejendommen dog hørt skud fra lejligheden natten til onsdag.

– Jeg vil tro, jeg hørte en 10-12 skud. Det lød i hvert fald meget som skud, siger en beboer til eb.dk.

Det vides ikke, om lejligheden var hjem for nogen af de dræbte.

Der står ikke noget i politiets meddelelse om, hvorvidt nogen er anholdt i sagen.

– Af hensyn til den videre efterforskning ønsker politiet ikke på nuværende tidspunkt at komme med yderligere oplysninger i sagen, skriver politiet.

Ligene skal obduceres torsdag formiddag.

De pårørende er blevet underrettet.

/ritzau/