Ung mand er skudt i hovedet med pistol i Køge


Arkivfoto


En 25-årig mand slap søndag aften med livet i behold, selvom han blev skudt i hovedet med en pistol i en lejlighed i Køge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

– Vi får klokken 23.24 en anmeldelse om et drabsforsøg på en adresse på Parkvej i Køge. En mand er blevet skudt i hovedet med en pistol, siger han til til Ritzau.

Offeret er på trods af den alvorlige hændelse blevet erklæret uden for livsfare. Manden er fra Holbæk.

– Han skal igennem nogle flere operationer på Rigshospitalet, hvor han er bragt til. Vi har netop fået meldingen om, at han er uden for livsfare, så han har været heldig, siger vagtchefen mandag morgen.

Politiet har endnu ikke pågrebet gerningsmanden bag skyderiet, og motivet er også uklart.

– Der var nogle vidner til stede i lejligheden. De har ikke kunnet fortælle os, hvem gerningsmanden er. Men de har givet os et signalement, og vi har selvsagt ikke kunnet afhøre offeret endnu, siger Henrik Møller Nielsen.

Politiet leder efter en mand, der beskrives som værende ikke-etnisk dansker, 20-25 år, 175-180 centimeter høj, kraftig af bygning og “mere eller mindre” skaldet.

– Derudover ved vi, at han skød manden med en pistol, men ikke hvilken kaliber, pistolen har, tilføjer vagtchefen.

Der var fire andre til stede i lejligheden på Parkvej 32. De er anholdt og afhøres mandag morgen.

Politiet ønsker endnu ikke at komme ind på, om skyderiet er et opgør i et kriminelt miljø, eller om offeret i forvejen er kendt af politiet.

/ritzau/