Pædagog får 16 års fængsel for kokainfabrik


Remedier til produktion af kokain fundet under politiaktionen i en kælder i Vanløse i november 2014. Foto fra politiet.


En 35-årig pædagog får 16 års fængsel i en stor narkosag om en kælder i Vanløse, der blev brugt til at skabe kokain.

Fredag blev han dømt ved Retten på Frederiksberg. Retten lagde især vægt på, at politiet fandt over 100.000 kroner på pædagogens adresse.

Den medtiltalte i sagen, en 32-årig Hells Angels-rocker, blev frifundet.

Pædagogen, der stod som lejer af kælderlokalet, har erkendt at have produceret 500 gram kokain. I kælderen fandt politiet en kokainpresser samt kemikalier og emballage til at producere over 100 kilo kokain, og det blev han altså dømt for.

På retssagens første dag forklarede han, at en spillegæld på 150.000 kroner til en automekaniker pressede ham til at opbevare remedierne til fremstilling af kokain.

Den 35-årige har hele sagen igennem støttet rockerens uskyld. I sin afsluttende bemærkning til retten sagde han blandt andet:

– Det er så langt væk fra min virkelighed som pædagog. At jeg er så dum og naiv, at jeg stoler på en person (automekanikeren, red.), der så tager mig i røven, det er jeg ked af.

– At jeg så oven i købet slæber dem, jeg holder mest af med ned i det, det er jeg utrolig ked af, sagde pædagogen med hentydning til den nu frikendte HA’er.

I kælderen fandt politiet også en automatriffel af samme type, som militæret bruger, og en halvautomatisk pistol. Den 35-årige erkender, at han kendte til våbnene, men hævder, at det ikke var hans.

Pædagogen og hans forsvarsadvokat har nu 14 dage til at beslutte, hvorvidt dommen skal ankes.

/ritzau/