Flygtninge stormer ind fra Rødby


Rødby Havn. Arkivfoto


Et antal flygtninge og migranter er søndag ankommet til Danmark fra Tyskland, hvor de er kommet med færge til Rødby fra Puttgarden.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde klokken 17 registreret omkring 75, som alle er blevet indkvarteret med mad og drikke på Rødby station.

Klokken 18 kom endnu omkring 100 ind med færgen, men der opstod tumult, og en del løb væk fra området.

– Det er selvfølgelig ikke en ønskværdig situation, men jeg er sikker på, at vi med fornuft og dialog snart har samling på personerne igen. Vi har selvfølgelig tilkaldt ekstra mandskab, så vi får hurtigt kontakt til disse mennesker igen, siger politiinspektør Kim Kliver i en pressemeddelelse.

Gennem efterretninger formoder politiet, at flere er på vej.

Tidligere i weekenden gik Tyskland med til at tage imod flere tusinder flygtninge og migranter, der i flere dage havde været strandet på en banegård i Ungarns hovedstad, Budapest.

/ritzau/