Heltemodigt: Soldater i civil forhindrede blodig massakre på tog


Foto: HANDOUT. Såret soldat i toget.


En mand bevæbnet med en Kalashnikov-automatriffel åbnede ild i et højhastighedstog ved den belgisk-franske grænse, men før terroren for alvor begyndte blev geværmanden overmandet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Der var 550 passagerer på toget, men geværmanden blev overmandet næsten før nogen af dem nåede at opfatte, hvad der foregik. Flere passagerer, heriblandt to amerikanske marinesoldater klædt i civilt antræk kastede sig nemlig over terroristen.

Den ene af amerikanerne blev angiveligt ramt af et skud i halsen under tumulten. Han blev fløjet til et hospital i Lille, hvor hans tilstand beskrives som kritisk.

Ti minutter senere standsede toget i byen Arras i det nordlige Frankrig, hvor politiet anholdt gerningsmanden, en 26-årig mand fra Marokko eller af marokkansk ophav, som også var bevæbnet med en automatpistol, ni magasiner og en hobbykniv.

I Arras fik mange passagerer hjælp af Røde Kors – og vidner talte med pressen.

– Manden stoppede mellem to togvogne og skød. Det sagde “klik, klik, klik”. Ikke som på film, fortæller Damien til AFP.

– Så vendte manden, som havde bar overkrop, tilbage til vogn 12, og en skaldet person i en grøn t-shirt, hoppede på ham og holdt ham fast mod gulvet. Det tog ikke mere end 15 sekunder, fortæller øjenvidnet.

Et andet vidne, Christina Coons fra USA, var i vogn 12, da skuddene lød.

– Jeg hørte to skud, tror jeg, og så en fyr, der faldt om, fortæller den 28-årige amerikanske turist.

– Der var blod overalt, tilføjer hun.

Først efter skyderiet udbrød der panik i toget, fordi ingen var sikre på, om der var mere end én gerningsmand, fortæller vidner til AFP.

Den 26-årige gerningsmand er angiveligt kendt af myndighederne i Frankrig for at have radikale islamistiske synspunkter.

Hans motiv for at skyde løs i et fyldt passagertog kendes fortsat ikke.

En video, som CNN har lagt på sin hjemmeside, viser, at gerningsmanden ligger på maven på togkupeens gulv. Hans fødder og arme er bundet sammen på ryggen, alt imens toget fortsætter.

De amerikanske marinesoldater, der var med til at overmande den bevæbnede mand, fik angiveligt mistanke om, at noget var galt, da de hørte lyden af et våben, der blev ladt på togets toilet.

/ritzau/AFP