Narko-tiltalt: Jeg blev taget med fingrene i kagedåsen


Arkivfoto


– Det er desværre ikke en fejl. Jeg blev taget med fingrene i kagedåsen. Jeg har levet lidt usædvanligt.

Like localeyes.dk på Facebook

Sådan skrev en 23-årig mand fra Nordsjælland i et brev til sine pårørende, efter at han 13. november sidste år var blevet varetægtsfængslet i en stor narkosag.

Sammen med en kammerat er han tiltalt for at have modtaget pakker med i alt 85,4 kilo narko, og mandag antyder anklager Sarah Kublitz på retssagens første dag i Retten på Frederiksberg, at der i brevet er tale om en tilståelse.

Sådan udlægger den 23-årige dog ikke sine formuleringer.

– Jeg henviste ikke til, at det var amfetamin. Men jeg troede, at der var hash i pakken, så på den måde er jeg blevet taget med hænderne i kagedåsen, siger den kortklippede fyr, der er klædt i hvid skjorte, mørke bukser og skinnende sorte sko.

Anklagemyndigheden mener, at de mange kilo narkotika var fordelt på 23 forsendelser, og mændene erkender da også at have kvitteret for de mange pakker.

– I de fleste af dem har der været bukser, trøjer, T-shirts, løbesko. Det har været bestilt forskellige steder på internettet, siger den 23-årige, der dog hverken kan bidrage med kvitteringer eller bankudskrifter som dokumentation for sin påstand.

Som nævnt var det da heller ikke alle pakkerne, der var lovlige, erkender mændene.

Den 26-årige står ved, at han har modtaget hash i tre pakker, mens hans kammerat erkender et lignende omfang.

– Jeg havde en narkogæld, jeg skulle betale, så jeg syntes, at det lød som en god idé med hashen, siger den 23-årige.

– For min egen sikkerheds skyld kan jeg dog ikke fortælle nærmere om, hvem det var, eller hvor vi mødtes. Jeg har også et liv, der skal leves bagefter, siger han.

Mændene blev afsløret, da tyske myndigheder opsnappede den 23. pakke, der indeholdt omtrent otte kilo amfetamin. Siden er det lykkedes politiets efterforskere at opspore information om de 22 tidligere forsendelser, der alle havde visse lighedstegn.

– Pakkerne er sendt fra samme sted tæt på den hollandske grænse, og på baggrund af google-søgninger får man indtryk af, at der er tale om fiktive navne på afsenderne, siger anklager Sarah Kublitz.

Hun peger desuden på, at skriften på fragtsedlerne formentlig stammer fra samme person.

Hvis de tiltalte kendes skyldige, har den 23-årige udsigt til mange år i fængsel, mens den 26-årige er skønnet sindssyg og derfor står til en behandlings- eller anbringelsesdom.

/ritzau/