Datter så sin far blive dræbt af haj i Australien


Arkivfoto


En dykker blev lørdag dræbt af en haj, da han samlede kammuslinger i Australien, og mens hans datter så på – uden at kunne stille noget op, siger chokerede lokale indbyggere i Tasmanien, som ellers ikke er kendt for hajangreb.

Like localeyes.dk på Facebook

Det dødelige hajangreb skete ud øen Maria Island i den sydlige ø-delstat Tasmanien. Der har i dagene før angrebet været advarsler om, at en stor hvid haj var blevet set i farvandet.

Den dræbte var sidst i 40’erne. Han dykkede sammen med sin datter, men dukkede pludselig ikke op på overfladen igen.

– Vi har forstået, at datteren vendte tilbage til deres båd, mens hendes far gik ned en gang til for at hente flere kammuslinger. Men han kom ikke op til overfladen igen, siger Tasmaniens politiinspektør, David Wiss.

– Hans datter blev bekymret og dykkede igen for at se efter sin far. Hun så en meget stor haj, som angreb faren, tilføjer han.

Kvinden fik kæmpet sig op på båden igen og opsendte en nødraket for at få hjælp fra andre både i området. Flere sejlere kom til hende til undsætning, og de fik hjulpet med at redde faren op ad vandet.

– Men han var desværre blevet dødeligt såret, siger politiinspektøren videre.

Det er en frygtelig tragedien for familien, siger han til den nationale radio.
Han siger, at en del andre dykkere befandt sig i vandet, hvor hajen angreb.

– Området ud for delstatens østkyst har ikke været kendt for hajer, siger John Hammind, som er talsmand for de lokale kammuslingdykkere.

En anden dykker, Danny Smith, siger til australsk tv, at han sammen med en ven undslap en haj i det samme område fredag. Han så en stor hvid haj, og han nåede med nød og næppe op i sin båd, hvor han sammen med andre fik trukket en ven op ad vandet i en fart.

Det seneste dødelige hajangreb i Tasmanien skete i 1993, da en kvinde dykkede nær en sælkoloni på delstatens nordkyst.

Tidligere på måneden slap den tredobbelte verdensmester i surfing Mick Fanning uskadt fra et hajangreb under en konkurrence i Sydafrika.

/ritzau/AFP