Politiet viser fotos af to efterlyste for drab i København


Politifoto af de efterlyste. Den ene efterlyste mand er anholdt i Jorden d. 21 september 2015. Derfor er billedet maskeret da han ikke mere er efterlyst.


Offentligheden kan måske hjælpe politiet på sporet af to mænd, der mistænkes for at have stukket en 19-årig ihjel på Nørrebro i København i maj.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Derfor efterlyser Københavns Politi onsdag begge de mistænkte med navn og foto. Mændene er tilknyttet banden Loyal to Familia, skriver ekstrabladet.dk.

Betjentene har mistet tålmodigheden, fremgår det af politiets pressemeddelelse.

– Efter at have søgt dem hos deres familier og kendte opholdssteder beder vi nu offentligheden om hjælp til at få dem fanget, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen i en pressemeddelelse.

Mændene mistænkes for at have stukket Andres Vo Riis ned på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade 19. maj om eftermiddagen. Offeret hed tidligere Hamza Samsan.

Den ene er den 23-årige Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui, der er almindelig af bygning og 184 centimeter høj.

Den anden er 22-årige Ibrahim Al-Kassab, der også er almindeligt bygget og en anelse lavere.

Drabet var kulminationen på et kortvarigt skænderi og skubberi. Angiveligt skulle optagelser fra videokameraer underbygge mistanken mod de to unge mænd.

Få dage efter drabet oprettede politiet visitationszoner flere steder i København, fordi man frygtede flere voldelige sammenstød.

Politiets teori har været, at skænderiet, skubberiet og knivstikkeriet var en konfrontation mellem to fjendtlige grupper i den syriske konflikt.

Offeret støttede angiveligt oprørerne, mens modstandere på gaden derimod skulle sympatisere med præsident Bashar al-Assad.

/ritzau/