De fire politikere har, inden Sam Mansours dom var endelig, slået til lyd for, at han ikke kun skulle have fængselsstraf, men også fratages sit danske statsborgerskab. Arkivfoto
Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, og de tre DF-politikere Pia Kjærsgaard, Martin Henriksen og Peter Skaarup er søndag blevet meldt til politiet for deres kommentarer på Facebook til dommen i sagen mod Sam Mansour, der torsdag fik fire års fængsel for at propagandere for terror.
Anmelder er den dansk-marokkanske mands forsvarsadvokat, Thorkild Høyer, der mener, at de fire folketingspolitikere med deres udtalelser forsøger at påvirke afgørelsen af sagen og forhindre hans klient i at få en retfærdig behandling i retten, hvis han beslutter at anke sin dom.
De fire politikere har, inden Sam Mansours dom var endelig, slået til lyd for, at han ikke kun skulle have fængselsstraf, men også fratages sit danske statsborgerskab.
Retten på Frederiksberg nøjedes imidlertid med at idømme Mansour en fængselsstraf.
– Udtalelserne har medvirket til at piske en stemning op mod min klient, og jeg mener ikke, at han under en eventuel anke kan forvente at få en retfærdig rettergang, skriver Thorkild Høyer til Københavns Politi.
Sam Mansour har 14 dage fra dommen faldt torsdag til at afgøre, om han vil anke, og hans advokat beder politiet om at behandle anmeldelsen mod politikerne som en hastesag.
Ifølge advokaten er politikernes udtalelser udtryk for, at de ikke anerkender magtens tredeling, altså at der skal være vandtætte skotter mellem Folketinget, administrationen og domstolene.
Han mener, at politikerne med deres udtalelser har overtrådt Retsplejelovens paragraf 1017, efter hvilken det kan give bøde eller fængselsstraf at fremsætte udtalelser, der kan påvirke domsmænd eller nævninger, så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort.
– Lægdommere er typisk medlemmer af et politisk parti og vil typisk være påvirket af, hvad ledende politikere i deres parti har udtalt om en bestemt sag, skriver Thorkild Høyer i politianmeldelsen.
Politikernes udtalelser fik fredag meget usædvanligt retspræsident Torben Goldin, Retten på Frederiksberg, op af stolen. Han pegede på, at politikerne bryder loven med deres udtalelser, fordi sagen ikke er endeligt afsluttet.
Torben Goldin har dog ikke ønsket at skride til politianmeldelse, med mindre politikerne fortsætter med at beklage sig over dommen.
/ritzau/