HORNBÆK: Tre både er gået op i flammer torsdag formiddag i Hornbæk Havn. Der blev omkring kl. 10.36 slået alarm til 1-1-2, hvor der var en voldsom brand i flere både i Hornbæk Havn.
Tre både stod i flammer, og branden i de tre både udløste en massiv røgudvikling som kunne ses langt omkring.
I forbindelse med branden er tre både udbrændt – heraf en sunket – mens tre andre både har fået varmeskader.
Der er heldigvis ingen meldinger om personskade, og der er endnu ingen oplysninger om brandårsagen.
Der deltog i alt 16 brandfolk fra Helsingør Kommunes Beredskab i slukningsarbejdet, samt to mand fra Gribskov Beredskab som kom til assistance med en tankvogn.