Lørdag aften kl. 18.37 rykkede politi og redningsmandskab ud til et alvorligt færdselsuheld på Røgerupvej, hvor to biler var stødt frontalt sammen.
På uheldsstedet måtte mandskab fra Frederiksborg Brand og Redning frigøre flere af de kvæstede, ved at klippe deres biler fra hinanden.
Der var i alt fire personer i de to biler, og hvorfor de præcist stødte sammen er en af de ting som politiet nu undersøger nøje.
De alvorlige skader medførte at en person blev erklæret død på uheldsstedet, to andre er med henholdsvis helikopter og en ambulance med politieskorte bragt til Rigshospitalets Traumecenter.
De to personer er begge meldt i kritisk tilstand.
Den fjerde person i uheldet er sluppet med mindre kvæstelser, og blev kørt på hospitalet til behandling.
De pårørende er underrettet.