Bil udbrændte totalt natten til onsdag


En bil udbrændte totalt i en formentlig påsat brand ved Korsør Svømmehal natten til onsdag.

Bilen var blevet henkastet på Norstien bag Korsør Svømmehal, hvor kørsel med bil normalt ikke at tilladt.

Her stod bilen natten til onsdag i flammer og Slagelse Brand og Redning blev derfor tilkaldt, som fik slukket branden.

Noget tyder dog på, at branden ikke er blevet opdaget lige med det samme, da bilen allerede var delvist udbrændt da brandvæsnet nåede frem.

Om branden er påsat vides ikke, men politiet har afhørt vidner på stedet, samt kigget efter spor i området, ligesom brandstedet skal undersøges i dagslys.