Update: 18-årig kvinde dræbt på stedet i voldsom trafikulykke


HELSINGE: En voldsom ulykke på Hillerødvejen, torsdag ved 12-tiden, har kostet en 18-årig kvinde fra Skovlunde livet. Vejen var afspærret i flere timer mens teknikere og bilinspektører arbejdede på stedet.

Vejstrækningen er plaget af mange ulykker, og en muligt medvirkende faktor ved dagens ulykke er angiveligt uopmærksomhed i forbindelse med en mobiltelefon.

De to biler kørte frontalt sammen på Hillerødvejen mellem frakørslen mod Høbjerg og rute 19 Tulstrup, ved kollision blev en af bilerne kastet ud i grøften – bilens fører var en 18-årig kvinde som blev dræbt på stedet.

Den anden billist – en 23-årig mand fra Roskilde – er meldt i stabil tilstand. Den 23-årige mand blev fløjet til traumecentret på Rigshospitalets Traumecenter i København.

De pårørende til de to involverede bilister er underrettet, det oplyser Nordsjællands Politi.

Vejen var helt afspærret i begge retninger, og vejen var afspærret til ca. kl. 15 hvor den dræbtes bil som den sidste blev fjernet med en kran fra uheldsstedet.