39-årige kvinde fundet død i lejlighed på Moldevej


VEJLE: Mandag åbner politiet op omkring baggrunden for deres tilstedeværelse på Moldevej ved Kollektivhuset Nørrevænget i Vejle lørdag aften og natten til søndag.

De oplyser, at en 39-årig kvinde fra Fredericia blev fundet død i en lejlighed. I lejligheden befandt sig også en 48-årig mand fra Vejle og da der kun var de to i lejligheden, da kvinden døde betragtede politiet i første omgang dødsfaldet som mistænkeligt og den 48-årige blev derfor kortvarigt anholdt.

Manden er nu løsladt igen og der er ikke noget der umiddelbart indikerer, at der skulle være sket en forbrydelse. Politiet efterforsker dog fortsat sagen og der afventes resultater fra undersøgelserne omkring dødsfaldet.
Er der ikke tale om et kriminelt forhold kommer der ikke yderlig information.

Herunder kan man læse artiklen fra søndag.

Sydøstjyllands Politi kan søndag bekræfte, at en person er blevet anholdt i forbindelse med aktionen, der bliver undersøgt som ‘et muligt strafbart forhold’. Politiet modtog anmeldelsen lørdag kl.23.07. Sagen er nu overgået til efterforskningen og politiet forventer, at der tidligst mandag vil kunne oplyses yderlige information.

Sent lørdag aften ankom ambulance, lægebil og politiet til Kollektivet Nørrevænget på Moldevej i Vejle. Lægehelikopteren rundede adressen omkring 23.30, men fløj retur til Billund. Kort tid herefter ankom politiets indsatsleder, endnu en patrulje og en hundepatrulje.

Omkring midnat blev en person ført væk i DNA-dragt fra lejlighedskomplekset, hvor et større rednings,- og politiarbejde pågik.

Hundepatruljen afsøgte området omkring lejlighedskomplekset.

Omkring kl.02 ankom den første teknikerbil og kort tid herefter ankom endnu en samt et hold efterforskere og var stadig på stedet tidligt søndag morgen.

Sagen er nu overgået til politiets efterforskning og politiet forventer, som nævnt øverst i artiklen, at der tidligst mandag vil komme yderlig information.