Det oplyser Fyns Politi.
Slagsmålet fandt sted omkring klokken 16.40 foran Café Banken i Østergade.
De nærmere omstændigheder er ikke kendt, men en mand måtte efter slagsmålet bringes til Odense Universitetshospital.
Ifølge fyens.dk var han blevet slået flere gange i hovedet og på kroppen med både knytnæver og et træbat. Desuden blev han stukket flere gange med en kniv.
Efterfølgende anholdt politiet fem mænd. To af dem blev senere løsladt, mens tre blev fremstillet i grundlovsforhør.
Der er tale om to brødre på 18 og 21 år samt en 22-årig mand. De nægter sig alle tre skyldige, men den ene bror erkender, at han slog offeret to gange med en stok, skriver fyens.dk, som var til stedet ved grundlovsforhøret.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det er uvist, hvad politiet bygger sin mistanke mod de tre mænd på, og det er heller ikke muligt at få oplyst, hvad de sigtede selv har forklaret.
Fyns Politi kan ikke sige noget om, hvad motivet til overfaldet skulle være.
/ritzau/