Letbane og personbil støder sammen i Aarhus

Politiet kan tidligt mandag aften endnu ikke sige noget om de nærmere omstændigheder ved et trafikuheld, hvor en personbil og et tog på Aarhus Letbane kørte sammen i det nordlige Aarhus.

Anmeldelsen om uheldet, der skete på Randersvej ved Stockholmsgade, indløb klokken 15.15.

Her ville en 47-årig kvinde fra Galten svinge til venstre ad Stockholmsgade, da uheldet skete.

Ifølge en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi blev en person kørt til rutinetjek på skadestuen, men er sluppet uskadt fra uheldet.

De nærmere omstændigheder ved uheldet vil først blive klarlagt, når politiet har afsluttet sine undersøgelser og vidneafhøringer.

Ved uheldet fik letbanetoget en skade på den ene side af fronten.

– Der er små skader på fronten af toget, så det tager vi ud af drift nu, og så skal det repareres. Men det kommer til at køre igen, siger kommunikationsmedarbejder hos Aarhus Letbane Helle Sjørslev til TV2 Østjylland.

/ritzau/