Politiet undersøger brag ved rockerborg i Holbæk

Politiet undersøger torsdag et angreb mod Bandidos’ klubhus i Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet fortæller, at man natten til torsdag fik en anmeldelse om, at der var hørt et brag fra Østergade i Holbæk, hvor rockergrupperingen har et klubhus.

– Vi er i gang med at undersøge, hvad det var. Ingen er kommet til skade, siger kommunikationsrådgiver Charlotte Tornquist.

Specialister fra Nationalt Kriminalteknisk Center er torsdag ankommet til stedet for at klarlægge, hvad der er sket.

Ifølge Charlotte Tornquist er der tydelige skader på bygningen. Braget kom fra en baggård til bygningen.

Den seneste tid har Holbæk været præget af uro. Det er politiets opfattelse, at uroen skyldes en konflikt mellem Bandidos og en gruppe personer med relation til Vangkvarteret i Holbæk.

Det har blandt andet fået politiet til at etablere en visitationszone i byen, som betyder, at politiet uden videre kan stoppe og visitere alle i zonen uden en konkret mistanke.

Zonen blev etableret 14. oktober og løber i første omgang 14 dage frem.

Ud over braget natten til torsdag blev en mand tirsdag aften skudt i skulderen.

/ritzau/