Politiet bekræfter skyderi i Nordvestkvarteret i København

Der er torsdag blevet affyret skud i Nordvestkvarteret i København.

Det bekræfter Københavns Politi lidt over midnat natten til fredag.

– Vi kan konstatere, at der er blevet skudt derude. Men jeg er ikke opdateret på, hvor meget og med hvad der er blevet skudt, lyder det fra Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi.

Politiet fik klokken 18.50 torsdag en anmeldelse om skyderi på Tomsgårdsvej i Københavns Nordvestkvarter.

– Vi har fundet noget afskudt ammunition derude. Jeg ved ikke af hvilken kaliber. Men vi har fundet fysiske beviser på, at der er blevet skudt derude.

– Og der er ikke nogen, der er blevet ramt. Ikke hvad vi ved i hvert fald, siger vagtchef Henrik Brix.

Politiet ved endnu ikke, hvad motivet er bag skyderiet. Det kræver videre efterforskning, lyder det fra Henrik Brix.

– Det er jo nærliggende at tro, at det relaterer sig til bandekonflikten. Men det er for tidligt at sige nu, om det har en relation til det. Det kan jeg ikke lægge hovedet på blokken og sige, at det gør, siger vagtchefen.

/ritzau/