Ulykken skete klokken 07.54 lige ved motorvejsbroen ved afkørsel 69 Vojens, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Vejen er spærret i begge retninger.
– Den er væltet om på siden, og den indeholder brandbar væske. Meldingen lyder, at den skal tømmes først, før den kan blive flyttet, og det vil tage noget tid, fortæller politiets vagtchef Ivan Gohr Jensen.
Politiet kender endnu ikke årsagen til ulykken. Chaufføren skulle være sluppet nådigt fra ulykken.
– Han er kommet lettere til skade, men det er ikke alvorligt, lyder det fra Ivan Gohr Jensen.
I begge retninger er der etableret omkørsel, så trafikken kan komme uden om ulykkesstedet.
– I begge retninger gælder det, at man skal køre fra ved afkørsel 69 og køre på igen ved tilkørsel 69, siger Ivan Gohr Jensen.
Vejdirektoratet oplyser på sin hjemmeside, at vejen tidligst vil blive genåbnet i løbet af formiddagen, og at bilister på strækningen må belave sig på en forlænget rejsetid.
/ritzau/